Villa Løvtag

Villa Løvtag er en arkitekttegnet villa, nænsomt placeret på en villagrund med store, eksisterende træer, som bygherre ønskede bevaret. Huset er disponeret, så det underordner sig landskabet og lægger sig naturligt under trækronernes løvtag – med respekt for beplantningen og med plads til netop denne.

Villaens arkitektur er skarpskåret og monolitisk med tag og facader beklædt i covertegl i et jordbundet farvespil, der forankrer huset i omgivelserne. Udvalgte partier i træ tilfører varme og taktilitet og skaber en afbalanceret kontrast til det stringente udtryk.

Fra hovedindgangen opleves huset gennem to markante hovedakser, der visuelt forbinder villaens rum og giver et fuldt overblik, allerede idet man træder indenfor. Arkitekturen understøtter en klar opdeling mellem leverum og privat afdeling, samtidig med at der skabes stærke visuelle forbindelser på tværs af huset.

Leverummene udgør villaens hjerte med et stort, sammenhængende køkken og spiseområde, hvor biopejsen danner et stemningsfuldt bagtæppe. Herfra er der en naturlig overgang til stuen, som er mere afkoblet og placeret i rolige omgivelser med fokus på nærhed til naturen.

Vinduerne er nøje placeret for at sikre optimalt lysindfald, udsigt til de omkringliggende træer samt indfald af himmellys, hvilket skaber en konstant dialog mellem inde og ude. Uderummene er disponeret med både morgenterrasse og en stor aftenterrasse, så solen kan følges dagen igennem.

Det flade tag er beklædt med sedummos, som bidrager til husets grønne karakter og understreger villaens samspil med naturen og det eksisterende landskab