Arkitektonisk metode

Undersøgende designproces

Jeg ser det som min opgave at udfolde mulighederne for mine bygherrer og dermed kvalificere de valg, der i sidste ende former det projekt, der skal blive til virkelighed. Ved at præsentere og drøfte forskellige designmuligheder sikrer vi sammen, at projektet både afspejler visionen og de praktiske behov, der ligger til grund for byggeriet.

For hver gang vi finder ud af, hvad projektet ikke skal være, kommer vi et skridt nærmere på at definere, hvad det skal være.

Min tilgang til arkitektur bygger på en undersøgende og eksperimenterende designproces, hvor jeg løbende bidrager med faglige input og udfordrer jeres overvejelser undervejs.

En central del af processen er, at jeg ofte skitserer live sammen med jer - hvor vi mødes fysisk eller online. På den måde kan idéer og rumlige muligheder hurtigt afprøves og visualiseres, så I med det samme kan se, hvordan forskellige løsninger kan udvikle sig. Skitseringen foregår altid inden for rammerne af de bygningsregulerende bestemmelser i bygningsreglementet, så de muligheder, vi arbejder med, også kan realiseres.

Gennem afprøvning og udforskning af forskellige designmuligheder kvalificerer vi i fællesskab projektet, så det kan indfri jeres ønsker og ambitioner for boligen. Hver mulighed bliver vurderet og enten valgt til eller fra, og på den måde bevæger projektet sig gradvist mod en konkret løsning.

Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at enhver designproces indebærer kompromiser. Hvert valg – eller fravalg – kan have konsekvenser for andre dele af byggeriet.


Visuel støj

Hvis det roder omkring én - roder det i hovedet.
Men det er svært at rydde op - hvis ikke man har noget sted at rydde det hen.

Visuel støj i hjemmet kan skabe ubehag og frustration. Når der er rod omkring én, kan det ofte føles som om, der også er rod i hovedet. Det er svært at få orden, hvis man ikke har et sted at rydde tingene hen. Men når hjemmet er ryddeligt, og den visuelle støj er fjernet, kan man bedre slappe af og nyde sine omgivelser.

Derfor ser jeg opbevaring som en afgørende del af boligdesign og planløsning, hvilket mine projekter tydeligt afspejler. Det kan virke simpelt, men det er en vigtig faktor, for at skabe et godt og funktionelt hjem.

Virtual Reality - VR

De arkitektoniske grundtegninger som plan, snit og facade formidler ikke altid den fulde rumlige oplevelse. De giver ikke nødvendigvis en forståelse af overgange mellem rum og synergien, der opstår i samspillet mellem dem. Rumoplevelsen mellem ude og inde, og hvordan sollyset bevæger sig gennem rummet i løbet af dagen og året, er også vigtige aspekter, der kan være svære at fange i to dimensioner. Dette er netop, hvad jeg kan formidle gennem 3D-illustrationer og Virtual Reality, hvor oplevelsen af rummet bliver nærværende og levende.